Caminoen 2001

Som det søgende menneske jeg er , drager jeg den 22.07.01 ud på mit livs vandring. Fra Roncesvalles på grænsen mellem Frankrig og Spanien, vil jeg gå Caminoen i fodsporerne af 1000 års historie til Santiago de Compostella i Galicien og videre ud til vandet ved verdens ende - Kap Finisterre. 787 km. er der til Santiago, til Jacobs grav i katedralen der troner i midten af Santiago de Compostella. Målet for alle pilgrimsrejsende, fra middelalderen til min nutid år 2001.

"Op gennem århundredernes historiske forviklinger, endeløse magtkampe, politiske omvæltninger og skiftende verdensbilleder slynger vejene og erindringen om vejene sig. Fra en tidlig middelalders udsigt til år 1000 og dommedagsvisionernes snarlige indfrielse, igennem den triumferende kirkes og urokkelige tros tidsalder, over fromhedens forfald og kirkens splittelse fører sporet frem imod år 2000, hvor også tvivl er blevet et pilgrimsmotiv, og hvor en søgen måske snarere gælder vejen, der tilbagelægges, end det svar, der venter ved målet."

Fra Jørgen Johansen - Santiago 1000 års kulturrejse gennem Europa.
Ca. sådanne vil jeg, her inden afrejsen, med Jørgen Johansens ord beskrive grunden til min rejse. Jeg søger........... og vil vandre i de nedtrådte drømmespor og selv blive en del af en umådelig lang historie af tro, håb og udholdenhed. Det vil, som ensom pilgrim blive en rejse, ikke kun af fysiske dimensioner men lige så meget en psykisk og åndelig udfordring. Jeg glæder mig til at tage udfordringen op og give fødderne og fantasien frit løb.

- Hanne

06.08.01

Hej alle venner derhjemme i DK - her den første beretning fra Caminoen.

Jeg går, alle går vi, følger vejen el Camino de Santiago de Compostella. Hvert skridt følger de andres fodspor. Gule ledestjerner viser vej - pile på vejen leder os gennem historien om Saint Jacob.

De gemmer sig overalt, på fortovet, bagpå skilte, højt oppe på væggen. På sten, på træer, alt er muligt og vi følger i blinde de skjulte spor, kun synlige for os der søger. Set oppe fra luften, må vi være en lang levende organisme, der bevæger sig med 4 km/t fra 5 morgen til 5 eftermiddag. Op og ned af bakker, gennem vin, hvedemarker, små byer, flade enge, skove og marker.
Vi er alle alene og vi er alle en. De andre, dem uden ømme fødder og svedige ansigter, dem uden rygsække og vandrestav, dem hilser vi på - ola, men det er de fremmede. Vi derimod tilhører den samme familie, vi mødes og skilles, deles og samles. Men vi er en enhed. Refugierne er vores hjem, vores samlingssted. Her mødes vi hver dag efter dagens anstrengelser. Der er altid nogen man kender, nogle man har mødt før på vejen el. i andre refugier.

Caminoen er mennesker. Mest fra Europa, men også fra USA og Canada. Caminoen er Martin der er gået helt fra Wien og Roland på 76 der forlod sit hjem i Bretagne for 1000 km. siden. Caminoen er alle de dejlige spanske piger jeg har mødt fra Barcelona og Madrid, som jeg bestemt jeg vil besøge snart. Caminoen er Madelyn fra Californien, min følgesvend gennem 2 uger hun har været væk i 3 dage, men jeg fandt hende igen her til morgen, foran den store katedral her i Burgos.

Caminoen er en rytme, en takt, et åndedrag og en måde at leve på. Caminoen er tidligt op kl.5 - 5.30, pakke og gå kl.6. Efter 10 - 12 km. er der morgenmad, kl. ca.9.30. Så er det tid til de sidste 12 km. inden kl.13. Caminoen er indskrivning på refugier inden det er for sent og alle pladser taget. Det er et dejligt varmt velfortjent bad, tøjvask, indkøb og et lille nap inden aftensmaden kl.20. Herefter er det i seng og kl.22 er det god nat og lyset slukkes.

Caminoen er farver. Farver der skifter ved næsten usynlige overgange, fra det ene landskab til det andet. Navarra - det grønne og frodige bjergrige Pyrenæerne. Rioja - med vinmarker, der gør landskabet stribet i rødt og grønt. Her i Calicia y Leon er det de gyldne bristefærdige hvedemarker der har overtaget. Caminoen er små og hyggelige byer, med en lille café på torvet foran fontænen, med det livgivende vand. Café con lache og en bocadillo con queso og jamon, det er den daglige overlevelse, det velfortjente afbræk i den lange vandring. Lyspunktet for enhver pilgrim.

Caminoen er de store byer, med deres grimme forstæder. Den er de smukke kirker, de uundværlige fontæner og den brændende sol.

Caminoen er en prøvelse for alle der vandrer. Solskoldning, vabler en masse, smertende knæ og forstrakte muskler. Vi må alle igennem de første 10 dage før det hele kører og vingerne begynder at vokse.

Caminoen er lækre brune ben, i det mindste et stykke af dem. Det er brune arme, ansigt og nakke.

Caminoen er tab af fedt og opbygning af muskler.

CAMINOEN ER HELE LIVET SERVERET PÅ EN GANG.

Som de siger i Spanien - esta la vida - det er livet.
Jeg er begyndt at elske det og fortsætter ufortrødent rejsen mod Santiago jeg er over 1/3 allerede. Livets små mysterier og de daglige fortrædeligheder løser sig hen af VEJEN.
Io Peregrino á Camino de Compostella. Som livet - således er Caminoen en læreproces. Efter at have forladt Madelyn, der med hendes dårlige ben efterhånden føltes som en klump om benet på mig, følte jeg mig flyvende - fri. Jeg kunne bevæge mig i min egen hastighed, der har flyttet sig fra 3 km/ t. til 5 km/t. Men ak, bedst som jeg kom ræsende ned af et bjerg, kom mit snørebaand ind i den anden sko. Mine fødder blev stående og min krop fortsatte ned af bjerget. Jeg landede på den højre skulder med hele min vægt og bagage. Heldigvis er der ikke brækket noget og her bagefter føler jeg mig enormt heldig. Mine ben og ansigtet skete der intet med og armen vil komme sig med lidt hvile. Det var alt for nu.

- Hanne

09.08.01

Så er jeg på igen. Jeg kunne kun skrive en halv time i Carrion, nu har jeg taget bussen til Shahagun og har fundet en computer her.

Caminoen er i høj grad Spanien, med alt hvad det indebærer. Åbningstider, der er en gåde for enhver nordbo. Man kan lige nå at installere sig i refugiet, tage et bad og så er alt lukket og slukket indtil kl.17 - 17.30. Dette gælder dog ikke vigtige ting som posthuse, banker og biblioteker de lukker hver dag kl.14, så det når man aldrig. Man må tvinge sig selv til at hvile/sove om eftermiddagen, for der sker nada - intet. Bedst som det hele blomstrer igen er kl. 22 og vi skal i seng. Inden lyset slukkes i refugiet gælder det om at lægge alt i den skønneste orden, for alt skal kunne findes i totalt mørke kl.5.30 den næste morgen.

Man rager rundt omkring sin seng. Toilettaske og håndklæde. Ud på badeværelset børste tænder vaske ansigtet og på wc. Tilbage til mørket. Bh der - trøje og bukser der. Strømperne er i støvlerne. Først solcreme faktor 50, så vaseline på fødderne, to par strømper og så støvlerne. Snøres løst, først senere strammes de. Lægge lagenpose, tæppe håndklæde i sækken, pakke sandalerne sammen - øverst maden. Så er jeg klar til at gå ud i det spinkle morgenlys og finde vejen - el camino.

Her er meget smukt i de tidlige morgentimer. Luften er forfriskende kølig, månen er i vest og solen letter lidt på hatten i øst. Med månens blålilla toner og solens begyndende varme farver starter min dag. Hvad mere kan man ønske sig.

I går vandrede jeg alene på vejen ca. 20 km. langs med en flod i skyggen af høje træer, der kun findes hvor der er vand. Her er tørt og gult og støvet på højsletten. En kirke dukker op i ny og næ og beretter om et liv der var engang. I de fleste små landsbyer er der kun ældre mennesker tilbage. De unge mennesker flytter til de større byer og man forstår dem godt. Ind imellem dukker en peregrino op og sætter sig på byens eneste samlingssted - baren. Selv fluerne larmer sådan et sted.

Caminoen er også i høj grad refugierne. De varierer meget i størrelse og i måden de drives på. Nogle er gratis, men de fleste koster 25 kr. pr. nat de dyreste det dobbelte. Få steder får vi maden gratis. Vi ligger i sovesale med 10 - 200 senge i 2 - 3 etager. Hvis man har sovet for meget om eftermiddagen, er man på den. Det eneste refugie hvor man har opdelt kønnene, var det danskdrevne i Azofra, med to ældre gnavne danske mænd. Der ønskede jeg ikke at bo og fandt sammen med pigerne et privat.

Caminoen er billig mad og vin inkluderet i prisen for en 3 retters solid spansk hverdagskost. Det kan ikke betale sig at købe ind og lave mad selv, men det kan være hyggeligt i de refugier der har køkkener, hvis man er nogle stykker, der slår sig sammen.
Mit frie fald, har midlertidigt gjort min camino en anelse mere besværlig. Jeg var ved lægen i går, han mente heller ikke at der var noget brækket. Jeg fik noget creme og nogle piller. Hvis det ikke er bedre om 4 dage skal jeg røntgenfotograferes i Leon. Jeg håber på det bedste. I dag har jeg taget bussen for at holde armen fri en dag. I morgen fortsætter jeg her fra Sharagun, jeg er over halvvejs nu og tror stadig på det. Om ikke andet får jeg trænet min venstre hånd. At børste tænder er noget af det sværeste.

Jeg håber i alle har det godt derhjemme. I er i mine tanker. Det var alt for nu.

Det var alt for denne gang. Fortsættelse følger om en uge, fra Leon.

- Hanne

11.08.01

At kunne nå at opleve caminoen er for mig det vigtigste. Ikke at forcere noget, men give mine øjne god tid. Nå at opleve landskabet, at få øje på de små byer og zoome ind på dem indtil jeg pludselig står der midt på torvet. At finde refugiet og hilse på alle de andre pilgrimme der sover der for den nat. Refugierne er samlingspunktet for dagens dont og derfor er det vigtigt at det sociale fungerer. Det er vigtigere for mig med et rart samlingssted, end at der er masser af flotte baderum e.t.c. De absolut bedste refugier er de mindste og der hvor hospitaleros (dem der arbejder på stedet ) er åbne og byder velkommen.

Når vi er samlet kommer historierne. Historierne om nogle af de mennesker der har gået caminoen, historier der bliver bedre med tiden her er et par stykker.
Der er en mand der går caminoen med 25 kg. på ryggen. Han har rent tøj med til hver dag, så han ikke behøver at vaske. En anden mand, har sendt tøj til hvert posthus han kommer forbi. Så har han rent skiftetøj - Jeg mener hvor svært er det at hælde vand på sit tøj, putte sæbe eller shampoo på og røre rundt.

To af de historier jeg har hørt er opstået mens jeg har gået caminoen.
I Puenta la Reina - fandt vi ud af nogle dage senere, da vi alle var samlet - blev 3 fra "vores" gruppe bestjålet. Den ene, lød rygtet, havde fået taget alt. Dagen efter lød rygtet, at hun havde måttet låne noget tøj, eftersom hun var blevet bestjålet mens hun var i bad. Martha måtte desværre mane det rygte i jorden. Det går hurtigt fra 1 fjer til 5 høns.

Det sidste var mig der blev stoppet af en cyklist, der efter en heftig morgen i refugiet manglede sine sko. Han spurgte om jeg havde taget dem. Jeg mener godt nok har jeg store fødder men str.47 så stopper vi. Samme aften undrede det mig en kende at gamle Rolands fødder i den grad var skrumpet, men sagde intet. To dage senere gik han til bekendelse, men kun fordi han havde hørt at jeg var blevet beskyldt for tyveriet. Han havde i mørket grebet de forkerte og må nu resten af turen sejle rundt i en str.47, hans normale er 40. Den har vi grinet af mange gange.

Om et stykke tid vil der sikkert også gå rygter om den Danske pige der faldt ned af et bjerg og brækkede armen så slemt, at hun måtte have den sat af.

Helt så slemt er det nu ikke , men slemt nok til at jeg ikke kan fortsaette efter Leon er det måske.

Jeg har været lidt mistrøstig i dag. Jeg føler ikke det bliver bedre, jeg er stadig lam og må gøre det meste med venstre. Selv min vandrestav holder jeg i venstre, det giver en helt anden balance. Specielt fordi jeg er nødt at holde min højre hånd fast midt på maven, ellers gør det meget ondt i den.

Jeg har besluttet mig for at tage til lægen i Leon i morgen el. mandag. Jeg vil høre hvad de siger, men jeg er indstillet på at skulle holde her, hvor ærgerligt det end måtte være. Jeg lever af min højre hånd, så det vigtigste for mig p. t er at den kommer i orden, ikke at gennemføre caminoen.

Den næste etape er det bjergrige Galicien, der skulle være noget af det smukkeste, men jeg kan ikke balancere rundt mellem 1000 og 1500 meters højde, med en lam arm. Så vi får se. Måske er dette den sidste beretning fra den udsendte medarbejder.

I har det forhåbentligt godt derhjemme alle sammen.
Store knus med venstre hånd herfra.

- Hanne

12.08.01

Caminoen lærer dig noget om respekt og ydmyghed. At nyde solens varme efter en kold nat.At vælge skyggen en hed eftermiddag. At sætte pris på enhver fontæne på din vandring og at tage imod hvad som byder sig af mad og drikke, husly i store sovesale og selskab af enhver nationalitet og alder.

Caminoen har til enhver tid været opdragende, således foretog man i middelalderen vandringen for at sone en mindre straf.Herremænd og vores egen dronning Margrethe den 1 fik stedfortrædere til at gå turen for dem, for på den måde alligevel at blive indviet. Det sidste ville jeg igår ønske jeg havde gjort. Eller at jeg i det mindste kunne videregive min dårlige arm. Jeg var langt nede og her på caminoen er det ikke tilladt. Den der har det dårligt skal have hjælp og det fik jeg i form af massage og psykisk støtte til at fortsætte. Jeg fortsætter hermed på styrke fra den dejlige ældre tyske hospitalero i Mansille de las Mula - det bedste refugie til dato. Han bestiller masage til mig i de næste refugier og en af hans venner vil køre mig i bil, den sværeste strækning. Det er utroligt - men lige hvad jeg havde brug for. Caminoen er også nådig, den giver tilbage til dem der er i nød. Det er bare om at tage imod og ikke være for stolt. Jeg lærer hver dag og det er jeg ikke færdig med.

Mange hilsner herfra Leon

- Hanne

13.08.01

Caminoen er også mystik og små mirakler. I den første uge hernede stødte jeg ind i et par fra Frankrig, der bor på Mallorca og går caminoen. Fra første syn, kunne jeg ikke lide dem og det er gensidigt trods det, vi aldrig har talt sammen. Vi støder ind i hinanden på refugierne ca. hver anden dag. Det hænder også at vi har mødt hinanden på caminoen. Hver gang - siger og skriver - hver gang glemmer jeg min vandrestav og må bruge tid og kræfter på at gå tilbage og hente den.

Således også her til morgen, hvor jeg sad og ventede i Leon på at posthuset skulle åbne kl.8. Det gjorde det ikke, først kl. 8.30. Jeg sad og ventede sammen med et spansk par jeg også er stødt ind i et par gange. Vi gik hver til sit, jeg til Museo de Isa dora. Fantastiske spændende fresker fra det 11 århundrede. Jeg fik soloomvisning på museet. På vej derop konstaterede jeg at jeg nok engang havde glemt min stav - denne gang ved posthuset. Jeg var kommet temmelig langt og ville ikke vende om, som jeg plejer, men håbede den ville være der når jeg vendte tilbage til posthuset. Da jeg kom ud fra rundvisningen på museet smilede billetdamen over hele hovedet. Min vandrestav havde fundet mig - det spanske par havde taget den med - og jeg havde ikke fortalt dem om mine planer om at gå på museum. Jeg har nu taget bussen til Astorga, hvorfra jeg starter bjergetapen i morgen. Min arm har det bedre og nyder at slappe af indimellem.

Det var alt fra nu. Jeg håber fortsættelse følger.

- Hanne

21.08.01

Til mine trofaste læsere.

Jeg har været uden forbindelse i en uge. Frygtelig lang tid, ikke at få nyt hjemmefra. Det var derfor fedt at modtage 18 nye breve i dag. Hvor er jeg glad for at høre fra jer alle sammen - tak skal I have.

Caminoen lærer dig at abstraherer fra smerten og at udføre bedrifter, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde troet muligt.

Caminoen - de små usynlige spor og mine trofaste fødder, har ført mig til Galisien. Fra det golde flade gule og afbrændte Lugo, til det frodigt grønne bjergrige Galisien. Med de små bjerglandsbyer, jeg vandrer igennem sammen med køer og landmænd der driver deres gårde, som vi gjorde i 50`erne. Caminoen giver mig min hukommelse tilbage mens jeg vandrer og jeg længes.

Jeg har besteget bjerge med stigninger på 6oo m. på 5 km. jeg har taget den næste med. Jeg har vandret 3o km. om dagen i 2 dage og jeg har danset, drukket og røget cigar med min lille franske gruppe - Andre, Fransoise og Guy, samt Margit fra Østrig for at fejre at vi nåede toppen i O'Cebrero. Jeg opfører mig så pænt hver dag at det var dejligt at flippe lidt ud. De var en dejlig gruppe at følges med. Vi mødtes i Rabanal i den stjerneklare kolde 15 ª morgen. Vi fulgtes i lyskeglens skær uden at sige et ord. Vi vandrede gennem mandshøje bregner, op og ned af stejle skrænter, mens lyset langsomt kom til os og vi kunne se hinanden i øjnende på det lille pudsige bjergrefugie og hilse på, udveksle navne og håbe på at vi så hinanden igen. Således har vi fulgtes i 4 dage. Andre og Fransoise er arkitekter, med egen tegnestue i Cannes. Andre har bl.a. Brask Thomsen som kunde.

Vi har fulgtes skiltes og mødtes igen hver aften på refugierne. Nu har jeg forladt dem igen. Jeg ville ikke fortsætte længere end 21 km. i går, de ville videre. Sådan er Caminoen, man mødes og man skilles.

Når jeg har grædt, har det aldrig været over min arm, eller smerter generelt. Det har været ved følelsen af savn. At tænke på alle jer derhjemme, at tage afsked med fantastiske mennesker her på Caminoen, at miste. Men livet det går videre og jeg går videre alene nok engang.

Det har været en fantastisk dag i dag. Jeg har været helt alene på Caminoen. Jeg gik tidligt ud i mørket og valgte den 4 km. længere tur til klosteret i Samos. At gå sammen med andre er dejligt. At kunne snakke om løst og fast, at udveksle erfaringer - ja bare det at være sammen. Men at gå alene i den smukke morgen, selv om det er køligt nu og småregn. At finde sporet selv. At forcere de sværeste forhindringer uden at kunne kalde på hjælp - DET ER DET FEDESTE -
Pludselig dukkede dette kæmpe kloster op over stensætningen. En helt enorm huskrop i dette lille samfund. Jeg fik morgenkaffe på baren i byen inden jeg besøgte klosterkirken, der heldigvis var åben. Klosteret var lukket. Cèst la vie.

Da jeg som ung, kørte med mine forældre til nordkap. 3500 km. op gennem Norge, besøgte vi samtlige stavkirker vi passerede. Jeg husker det stadig som en fantastisk oplevelse hver gang jeg åbnede en ny dør. Det er i grunden det samme jeg gør nu, og det er stadig en fantastisk fornemmelse, uanset om kirken er lille eller stor. Kirken er historien, troen, håbet og kulturen. Kirken giver mig ro og samtidig er jeg som pilgrim en del af disse kirker. Selv om pilgrimmens udseende har ændret sig, tror jeg at det langt hen af vejen er det samme vi har søgt og stadig søger. Det er ikke kun det fysiske Jakobs grav i Santiago, nej det er også det psykiske - selve prøvelsen. Vandringen, at blive ledt på vej, at blive hilst ultreia af dette venlige folk.

Om jeg kommer nærmere gud eller får tilgivet mit syndige liv, ved jeg ikke, men jeg håber stadig på at nå frem til Santiago de Compostella. På kilometerstenen står der 111 km - det er jo næsten ingenting.

Min krop arbejder sig fremad, mens den langsomt ændrer form. Fedt bliver til muskler, svagheder bliver til styrke. Hvad naturen ikke gør af sig selv, må jeg selv gøre. Således lykkedes det mig at falde igen. Denne gang gik det ud over venstre knæ. Det har været hævet og ømt, men jeg går videre. Jeg har stadig min venstre arm og højre ben intakt. Min højre arm er stadig kaput og mine fødder er et kapitel for sig. Blå negle der er ved at falde af. En af dem har jeg tapet på plads. Hård hud og min første vabel efter 5oo km. Min vandrestav har jeg mistet for good. Men jeg er ved at finde rytmen, med min nye krop. Ved at gøre min venstre side stærkere, kommer jeg fremad her i livet og opad og nedad.

Caminoen levner ingen i fred. Vi må alle lide for at kunne nyde. Og nyde det gør jeg.

Det var alt for denne gang.

- Hanne

22.08.01

Caminoens dage er talte. Galiciens kilometersten tæller nedad, mens mine stærke ben går og går. Jeg går ad små veje, gennem det ene landbrug efter det andet . Jeg tilkæmper mig lidt plads mellem køer og geder. Jeg går i lort til anklerne på de små stenede veje. Det er mere middelalder end nutid.

Jeg plukker de modne brombær ved vejsiden og suger energien ud af hvert eneste bær. Min krop er stærk, men også meget meget træt efter over 4 ugers vandring. Jeg har brug for al den energi jeg kan få.
Jeg gaar gennem tåge og regn, sol og vind. Det er Galicien, det er ustabilt som i gode gamle Danmark.

Jeg passerede 100 km. stenen til Santiago i går og fik taget mit billede. 100 km. - 1 time på motorvejen. 100 km. - 4 dage til fods. Billedet er til at få øje på, det er Caminoen, det går langsomt. Jeg tilhører nybyggerne i Amerika og silkevejens købmaend. Jeg er den vejfarne naver og fortidens rejsende. Jeg følger som aboriginerne mine drømmespor, jeg er stadig pilgrim på godt og ondt.

Hvad er hastighed, hvad opnår man med større hastighed. Bliver målet større eller mere diffust. Når jeg mere ved større hastighed og hvad vil jeg overhovedet nå. Ligger evigheden gemt i langsomt eller i hurtigt.

Caminoen lærer mig mine grænser, mine basale behov. Jeg har gået i over 4 uger nu. Jeg har gået fra fuldmåne til fuldmåne. Fra øst til vest. Jeg har gået gennem alle landskaber og al slags vejr. Jeg er snart ved vejs ende - finisterre - verdens ende og det glæder mig.

Hvilke valg har jeg haft undervejs. Overkøje eller underkøje. Dagens menù eller à là càrte. Alene eller social. Vand eller vin. Nej - faktisk har jeg ikke haft nogle valg. Caminoen har givet sig selv, jeg har bare været passager og fulgt spillets regler. Jeg forsøgte at stoppe for tiden, men Caminoen tog den faldne engel til sig igen og viste mig vejen videre.

I dag har været forunderlig. Jeg gik ud kl. 5.30, to timers mørke og tåge. Med lygten kunne jeg se 2 m. frem. Jeg gik gennem skov og over marker alene, mens lyset forsøgte at kæmpe sig vej gennem den tykke ærtesuppe. Jeg er nødt til at stå tidligere op nu, for at kunne nå frem til refugierne og være sikker paa at få en seng.

Caminoen har ændret sig. Der er kommet en ny slags folk til - turisterne. Dem der kun vil gå de sidste 100 km. for at få credentialet i Santiago. De kender ikke spillets regler. De går i store larmende grupper og vælter rundt i byerne for at finde et sted at sove. Vi er hurtigere, vi kender caminoen og kommer først til mål. Men de forstyrre billedet og gør vejen usikker. For også at få fred på det sidste stykke, står jeg tidligere op.

Vi er få tilbage, de har gået hele vejen. Fremmede på disse kanter er et særsyn. Specielt en fra Danmark. De fleste er Spaniolere, de er vokset op med kendskabet til Caminoen.
For os der har gået langt er det vandringen i det ukendte der er målet ikke beviset. Det er den langsomme ændring af det ydre og det indre landskab, en afsøgning og afprøvning af vores styrker og svagheder der gør Caminoen så spændende.

Alle mine kære camino venner. Marijo er bag mig de andre foran. Tilbage er et Italiensk par jeg er stødt ind i mange gange, således også i dag. Jeg vil glæde mig til at se dem alle igen. Barcelona, Madrid , Wien, Los Angeles og Cannes. Internet er sagen til det videre sammenhold og vi har alle vekslet adresser. Nåede de alle sammen frem i god behold?. Hvad er der sket med Madelyn ?, måtte hun opgive eller gennemførte hun ?. Jeg har intet hørt fra hende siden den morgen jeg forlod hende i Castrojeritz. Spændende.

Jeg er ved at være fyldt af indtryk og store oplevelser og glæder mig til snart at vende næsen hjemad. Jeg glæder mig til hverdagen. Til det daglige trummerum. Til at gense alle jer venner og specielt til at se mine sode skønne børn og min elskede mand igen. Det er lang tid at være væk hjemmefra, men det er det værd.

Jeg håber jeg kan give jer alle lidt sus fra det Spanske når jeg kommer hjem. OLA - og tak fordi i ville følges med mig på Caminoen.

- Hanne

Epilog. 25.08.01

Jeg traekker vejret. Jeg kan maerke mit aandedraet og foler forandringen naar veen rejser sig og falder igen. Jeg sveder, vandet pibler ud af hver eneste porer i min hud og bliver absorberet af mit toj og min lille klud, jeg torer ansigtet med. Jeg optager vejens rytme og lever med den dag ud og dag ind. Jeg maerker den klamme kolige morgenluft ramme min pande og maerker lysets komme i min nakke. Jeg maerker mennesker omkring mig, dejlige Caminovenner. De er her alle og giver mig varme i den kolige morgen.

Jeg maerker en pludselig aendring af rytmen og foler hjulenes rumlen paa vejen. Jeg sidder i bussen til Finisterre og ser ned paa de mange kilometre der forsvinder i en maegtig fart i vejsiden. Jeg ser de smaa byer fra oven og de fantastiske fadebure langs vejen. Disse smukke gamle sten og traehuse hojt til vejrs.Jeg horer spansk, italiensk, tysk, fransk og engelsk og ser med glaede paa alle disse dejlige mennesker her i bussen sammen med mig idag.

Anne fra Frankrig, med hvem jeg har fulgtes med de sidste 3 dage. Mari - jo ( F ) jeg har savnet i 10 dage, men genfundet i cybercafeen i gaar. Maria og Oliva fra Columbia. Ellen fra Tyskland og de 2 Italienske praester, der var de forste mennesker jeg modte da Per satte mig af i Roncevalles. De slaar en knude paa historien og samler traadene. Jeg skifter som den mest fremmede nemt sprog og binder baand mellem landene. De sidste 2 km. til klippen ved verdens ende maa jeg selv gaa paa mine graedende knae. Mod havet, mod havet, laengere mod vest kan jeg ikke komme, jeg har naaet enden af min rejse. Det er som Forrest Gump siger tid til at vende hjem.

Jeg vender ryggen til vandet og ser det ikke som enden mere, men som begyndelsen paa noget nyt. Jeg vil fortsaette rejsen i det ukendte. Jeg vil finde vejen med de usynlige gule pile - min Camino. Ulig andre katedraler er det ikke jesus paa korset der maadte mig, med den staerke pilgrim. Jacob ved sin grav, det umiddelbare maal. Det symbolske maal. Men stort er det.

Hvad har jeg laert. Alt og intet. Maaske at forventninger styrer mod skuffelse og det aabne sind mod oplevelse og glaede. Maaske vidste jeg det i forvejen, men sandt er det. Penslen har vaeret stille i lang tid og farverne har lagret sig i mit indre. Ordene har formet mine billeder og fodderne min vej. Jeg vil med glaede vende om, vende hjem og saette mine spor paa ny, med nye streger og maaske med venstre haand. Der er materiale nok til mange aar derinde det er bare om at komme igang.

Det har vaeret en fornojelse at folges med jer alle.

- Hanne